Forside
Alene Under Overfladen
Bestilling
Om forfatteren
Foredrag og kurser
Det læser jeg
Links
Kontakt


Det læser jeg (og hvorfor)

Jeg læser mange bøger om dykning. Nogen bøger vender jeg tilbage til, andre ryger ud gennem vinduet, før jeg når slutningen. Bøgerne på denne liste har en eller anden grad af værdi for mig. Ikke at det alt sammen er genialt, men fordi de giver noget: oplevelse, inspiration eller sætter tanker i gang. Det betyder også, at der er bøger, som ikke er på listen, fordi de blot var tomme litterære kalorier. Listen vil blive opdateret en gang imellem. Du er meget velkommen til at sende mig forslag eller kommentarer.

Endelig skal jeg anbefale bladet Wreck Diving Magazine for alle vrag-fans, mens det kan betale sig at kigge efter gamle udgaver af det nu lukkede magasin Advanced Diver Magazine - det er simpelthen porno for tec-dykkere.

"Caverns Mesureless to Man"
- Sheck Exley
Bogen fra den mest berømte tekniske dykker i verden, Sheck Exley. Fantastisk indblik i udviklingen af huledykning og teknisk dykning. Husk at bestille idol-plakaten sammen med bogen!
"Deco for Divers"
- Mark Powell
Dekompression, fysiologi og fysik forklaret for dykkere. God overskuelig rundtur i emner, der ofte kan være kedelige.
"Fatal Depth"
 - Joe Haberstroh
Når voksne mænd slår sig selv ihjel for gamle tallerkerners skyld. Bogen fortæller om fascinationen ved vraget Andrea Doria og om de dødsulykker, der ramte en håndfuld dykkere i forbindelse med dykning på vraget. Giver god indsigt i teknisk dyknings barndom.

"The Mammoth Book of the Deep"
- Jacques Cousteau m.fl.

Samling af historier om oplevelser i havet. Dykker-klokker, ubåde, Cousteau's første dyk osv. Alene Peter Benchley's tekst om farlige havdyr er det hele værd.

"Narcosis Management"
- Hall Watts

Hall Watts omtaler sig selv som Mr. Scuba - og har en mistro til trimix. Hans manual til Nacosis Management (dyb luftdykning) er interessant, men næppe noget der er værd at kopiere.

"Diver Down"
- Mike Ange

Den amerikanske instruktør Mike Ange gennemgår en række dykker-ulykker - og fortæller, hvordan de kunne have været undgået. God og vigtig læsning for instruktører, tur-arrangører og andre som vil gøre deres dykning mere sikker.

"Diver"
- Tony Groom

Først minerydningsdykker hos den engelske flåde, siden erhvervsdykker - men konstant spasmager. En underholdende bog fra en mand, som har prøvet både det frygtlige og det sjove.

"Diving in darkness"
- Martyn Farr

Den superrutinerede engelske huledykker Martyn Farr uddeler tips til, hvordan du dykker i vrag og huler. Han er ikke ligefrem DIR - men han ved, hvad han skriver om, og de fleste dykkere kan uden tvivl samle et tip eller trick op undervejs.

"The Helldiver’s Rodeo"
- Humbert Fontova

Super politisk ukorrekt, pissefarlig dykning og underholdning i verdensklasse. Det hele handler om at skyde meget store fisk og hajer i dårligt sigt under boreplatforme på 60-90 meters dybde i Den Mexicanske Golf. Adgang forbudt for Projekt Aware, økologer og Dyrenes Beskyttelse. En lille udvalgt skare af bonderøve synes, at det er fedt at slå ihjel under farlige forhold - og jo større bytte jo bedre! Og selvfølgelig har man drukket inden man hopper i…

"Fatally Flawed"
- Verna van Schaik

Sydafrikanske Verna van Schaik har dybde rekorden for kvinder med 221 meter. Hun gennemgår, hvordan man kommer på idéen om rekorden, og hvordan man får den.

"The Last Dive"
- Bernie Chowdhury

En gribende fortælling om far og søn, der prøver at hjælpe John Chatterton og Rich Kohler med at sætte navn på en mystisk ubåd. Far og søn dykker, skændes og lever sammen. Læseren lærer dem at kende som mennesker og dykkere dygtigt fortalt af Bernie Chowdhury. Læseren er også med på det sidste fatale dyk, som koster dem begge livet. Rørende og skræmmende læsning.

"Divers of the Dark"
- Antti Apunen og Janne Suhonen

Huledykning under millionbyen Budapest!. Fantastiske billeder af huledykning og en historie, der får dig til at drømme om en sommerferie i Ungarn.

"Mieux Plonger"
- Cédric Verdier

Læser du fransk? nå ikke, så gå videre til næste bog. Da jeg engang viste mit instruktør-certifikat fra IANTD i Mexico, var reaktionen fra den mexikanske huledykker: "Ahh, You dived with Cédric!". Cédric Verdier er ikke alle i dykker-verdens kop the, men der er bred enighed om, at han ved, hvad han taler om - og han kan sit kram.

"The Cenotes of Rivieria Maya"
- Steven Gerrard

Hvis du nogensinde for chanchen for at dykke i Cenotes i Mexico, så skal du slå til. Og derefter vil du altid få en varm fornemmelse indeni, når du ser i Steve Gerrards bog.

"Nitrox Rebreather Diving"
- Cédric Verdier

Cédric Verdier kan også skrive på engelsk! Selvfølgelig henvender bogen sig mest til rebeather-dykkere, men alle kan lære lidt af konceptet "DIR Rebreather".

"Ocean Gladiator"
- Mark Ellyatt

Den tidligere verdensrekordholder i dybdedyk Mark Ellaytt har oplevet mange eventyr som teknisk dykker, det krydrer han med fortællinger om alt fra nærige dykkerbutik-ejere til thailandske lady-boys. Læseren bliver på skiftet udsat for hans humor og charme – men også teknisk dykning, så hovedrystende at man undrer sig over, at manden stadig er i live. Følge ham fra hans Open Water-kursus til verdensrekord på 313 meter og de seks gange han får dykkersyge undervejs. Køb den før din nabo!

"Scuba Diving"
- David Rosenthal

David Rosenthal dykker ved Long Island på den amerikanske østkyst. Han er sådan set ikke noget specielt som dykker, men hans entusiasme er enestående - og den smitter!

"Raising
the dead"

- Philip Finch

Mange dykkere har set video-klippet af David Shaw's sidste minutter i live. Bogen fortæller om, hvordan to mænd, David Shaw og Don Shirly udvikler et venskab og begiver sig ud på et dyk, hvorfra kun en kommer tilbage. En bog for dybdedykkere og hule-fans.  

"Eventyrlig Dykning"
- Tim Simond

Har du nogensinde overvejet, hvordan dykning foregår, hvis man har rigtigt mange penge? Det ved forfatteren Tim Simond. Han har nemlig besøgt de dyreste hoteller og dykkerbutikker på de bedste dykkersteder i verden. Perfekt virkelighedsflugt til en kold dansk vinteraften.  

"Shadow Divers"
- Robert Kurson

En flok dykkere finder vraget af en ubåd - og jager i mange år identiteten. Det lykkes til sidst for det ulige makkerpar, John Chatterton og Richie Kohler at få sat navn på U-Who. Spændende læsning. 

"Solo Diving"
- Robert Von Maier

Den første bog om emnet. Kommer godt rundt, men lidt tung i sin gennemgang af udstyr.  

"The Silent World"
- Jacques Cousteau

"Le Commandant". Jeg behøver ikke sige mere! 

 

Ok, jeg har faktisk engang skrevet en lille tekst om bogen.

"Basic Cave Diving"
- Sheck Exley 

Den første huledykningsmanual. Sheck Exley lagde grunden til moderne huledykning med denne lille sag. Du kan stadig hente meget viden i den! 

"Doing it Right"
- Jarod Jablonsky 

Biblen for "Doing it Right" filosofien. Jeg dykker ikke selv DIR, men man skulle være et skarn, hvis man ikke stjal det bedste fra DIR-verden! 

"Exploration and Mixed Gas Diving Encyclopedia"
- Tom Mount m. fl.

IANTD's opslagsværk til alle tec-kurser. Går endog meget grundigt til værks - og ja, kapitlet hvor Tom Mount dyrker karate er alt, alt for meget. Brug den som et opslagsværk - ikke som noget man læser fra ende til anden.

"The Darkness Beckons"
- Martyn Farr 

Martyn Farr tager dig med gennem huledykningens historie.

"The Raptures of the Deep"
- Michael Zinsley 

Dykkerinstruktøren Michael Zinsley rejser kloden rundt og arbejder som instruktør. Både masser af dykning, men også masser af beskrivelser af livet som dykker-bums.

"NSS Cavern Diving Manual"
- John Zumrick m. fl. 

Bogen er den første indgang til cavern og cave diving. Ikke specielt underholdende, men en faktuel og gennemarbejdet udgivelse.

"Tec Trimix Diver"
- DSAT 

PADI/DSAT's trimix manual. Fin gennemgang, men skal læses i sammenhæng med Teec Deep manualen.

"Tec Deep Diver"
- DSAT 

En manual fra PADI/DSAT, der behandler dig som et voksent menneske - og nogle steder viser antydning af humor! Sandsynligvis den bedste tec-lærebog på markedet.

"Complete Wreck Diving"
- Henry Keatts og Brian Skerry

Fin manual, men måske ikke den mest moderne!